Fremtidens Plejehjem bliver forsinket

Et nyt plejecenter i det nordlige Randers forsinkes og kommer til at koste kommunen op til 2,7 mio. kroner

Foto: Friis & Moltke

Foto: Google Maps

1 af 2

Efter skolelukninger i Randers Kommune kom flere bygninger til at stå tomme, og der er derfor besluttet at bruge grundene til nye projekter. Et af dem er Fremtidens Plejehjem på det forhenværende Nyvangsskolen i den nordlige del af byen. Men nu er der kommet bump på vej hen mod det moderne center. På dagens byrådsmøde kom det nemlig frem, at projektet forsinkes i to måneder.

- Det er kommet mig for øre, at projektet er blevet forsinket på grund af, at nedrivningen er sat for sent i gang, sagde Bjarne Overmark fra Beboerlisten, og det bekymrede politikeren.

Læs også Nu rives skole ned for at gøre plads til børnehave og plejehjem

Ifølge ham ville forsinkelsen nemlig koste kommunen op mod 2,7 mio. kroner, fordi man er nødsaget til at forlænge lejemål i Gudenåcentret (plejehjem, red.), der på samme byrådsmøde blev besluttet at lukke.

- Jeg kan beklageligvis bekræfte forsinkelsen, og det er korrekt, at Fremtidens Plejehjem står klar senere end forventet. Lige nu ved vi ikke præcist, hvor meget den kommer til at koste, lød det fra formanden for Sundhed- og Omsorgsudvalget, Leif Gade (S).

Udover den forlængede leje i Gudenåcentret er der også udgifter til entreprenører, der er skyld i kommunens ekstraregning. Hvem der er skyld i forsinkelsen, var der også diskussioner om på mødet. Kasper Fuhr Christensen (VL) rettede en skarp kritik mod Ejendomsservice, som flere dog efterfølgende forsvarede.