Fremtidens plejebolig
Skal virke så hjemlig som overhovedet muligt
Silkeborg Kommune er nu klar med et bud på, hvordan fremtidens plejeboliger for ældre kan se ud.
Kommunen har etableret en såkaldt test-plejebolig, der er indrettet, så den kan tilpasses den enkelte ældre.
For eksempel er vasken og toilettet sat på skinner, så de passer til de personer, der anvender dem. Derudover tænder lyset automatisk, hvis der er en person, der falder på gulvet.
Indtil videre er plejeboligen et forsøg. Det er dog muligt, at et kommende plejecenter i Silkeborg Kommune udelukkende skal bestå af boliger af denne type.
Chefkonsulent Else Marie Jensen fra Silkeborg Kommune er glad for den megen ny teknik i plejeboligerne. Hun lægger dog vægt på, at rummene også skal indrettes, så de er hyggelige at opholde sig i.
- Vi har haft meget fokus på hjemlighed. Det er oftest borgerens sidste hjem. Derfor behøver det ikke nødvendigvis ligne et sygehus.
Se mere i videoen øverst på siden.