Fremtidens landmænd og gartnere lærer at flyve med droner

Landmands- og gartnerelever i Aarhus får nu undervisning i at flyve med droner. Det kan hjælpe dem i deres fremtidige job.

Efter sommerferien er det planen, at droneflyvning skal være et fast valgfag på skolen.

I fremtiden skal landmænd meget mere end at dyrke jorden og køre traktor. De bør eksempelvis også kunne flyve en drone, hvis deres produktion skal blive effektiv og konkurrencedygtig nok.

Og dét er eleverne på Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus allerede begyndt at lære.

Læs også Droner skal bekæmpe bjørneklo i Randers Kommune

- Det er fedt, at vi får muligheden for at lære det her. Det er fremtiden inden for landbrug, siger Torbjørn Hareide, der læser til landmand.

- Det har været spændende at prøve det i praksis og sjovt at lege med. Det kan blive fagligt relevant senere, siger Helle Hørdum Poulsen, der er ved at uddanne sig til gartner.

Det er fedt, at vi får muligheden for at lære det her. Det er fremtiden inden for landbrug.

Torbjørn Hareide, studerende, landmand

Jordbrugets Uddannelsescenter er nemlig med i et toårigt projekt med andre lande i EU, hvor de skal udvikle og integrere brugen af droner i undervisningen for jordbrugsstuderende.

Derudover skal projektet også være med til at ruste eleverne til at være på forkant med den teknologiske udvikling i deres fremtidige job.

01:51

VIDEO: Her kan du tage med på elevernes første drone-flyvetur.

Luk video

Dronens fugleperspektiv kan gavne

Jordbrugets Uddannelsescenter har haft tre medarbejdere på et intensivt dronekursus, og i dag skulle deres viden prøves af på eleverne.

Læs også VIDEO: Flotte dronebilleder og vild fængselsflugt i Horsens

- Når de engang kommer ud og fx skal være aktive landmænd, så kan de bruge dronen til at samle en masse informationer med ude fra deres marker og afgrøder, siger Jørgen Pedersen, der er underviser på Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus, og tilføjer:

- Det er den meget bedre til, end vi er, hvis vi bare skulle gå ud med det blotte øje. Man kan komme over meget større arealer og få bedre informationer, siger han.

TV2 ØSTJYLLAND havde selv en drone i luften, da jordbrugseleverne for første gang prøvede kræfter med droneflyvning.

Og helt konkret kan dronens mulighed for fugleperspektiv gavne bl.a. landmandens udbytte på markerne.

- Vi kan eksempelvis se på gødningsbilledet og farveforskellen. Hvis der er nogle steder, hvor planterne mangler næring i jorden, eller hvis der er nogle plantesygdomme. Så kan vi tage dem i opløbet, inden de kommer i udbrud, så vi får mere ud af vores marker, siger Torbjørn Hareide.

Læs også Drone sparer kommune for penge - og gavner miljøet

Også for fremtidens gartnere kan droneflyvning være godt at kunne.

- Man kan eksempelvis filme nogle marker og se, hvor der er meget ukrudt, og så sætte ind over for det, siger gartner-elev Helle Hørdum Poulsen.

02:24

VIDEO: Ifølge Jakob Lave, udviklingschef hos SEGES, er teknologien med til at styrke landmandens evne til at træffe de rigtige beslutninger. Han mener også, at vi står over for et landbrug i stor forandring, og at landmanden med den nye teknologi kan producere langt mere effektivt.

Luk video

Men for Helle Hørdum Poulsen er det dog også vigtigt, at dronen ikke overtager alt det praktiske arbejde.

- Det er fascinerende, at man kan gøre det, men jeg håber også, at man stadigvæk bevarer noget af håndværket, siger hun.

- Hvis det (dronen, red.) fuldstændig tager over, og man bare sidder inde i et lokale, så ved jeg ikke, om det var derfor, jeg valgte at blive gartner, tilføjer hun.

Efter sommerferien er det planen, at droneflyvning skal være et fast valgfag på skolen.

Underviser Jørgen Pedersen og to andre medarbejdere har været på et intensivt dronekursus. Mandag skulle de så lære deres elever det, som de selv har lært om droneflyvning.