Fremgang for Vestas
Mange ordrer betyder, at vindmøllefabrikken Vestas med hovedsæde i Randers nu har næsten 15.000 ansatte.
Vindmøllefabrikken Vestas fortsætter sin fremgang, og det smitter af på antallet af ansatte. De seneste 12 måneder er antallet af medarbejdere øget med godt 2.700, så virksomheden ved udgangen af tredje kvartal i år havde 14.607 ansatte.
Ved årets udgang venter virksomheden at have over 15.500 medarbejdere på flere end 50 arbejdssteder i 20 lande. Næste år ventes antallet af ansatte at komme op på 18.000, de fleste i Europa.
Af Vestas' regnskabstal for tredje kvartal, der blev offentliggjort tirsdag, fremgår, at omsætningen i tredje kvartal blev på 8,6 milliarder kroner mod 6,3 milliarder kroner i samme kvartal sidste år. Resultatet blev på 765 millioner kroner mod 300 millioner kroner i samme kvartal sidste år.
Målt i vindmøller afskibede Vestas 1245 megawatt mod 1060 megawatt sidste år. Det svarer til en stigning på 17 procent.