Frem med skøjterne: Nu kan du komme på glatis i Aarhus
Vinteren er over os, og det betyder, at det er tid til at snøre skøjterne og komme på glatis. I morgen åbner den populære skøjtebane i Aarhus
Skøjteglade århusianere kan i år komme i gang med skøjtesæsonen, samtidig med at den første låge i julekalenderen åbnes. I morgen fredag den 1. december klokken 14 åbner rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad skøjtebanen foran Musikhuset.
- Alle er velkomne til åbningen, og der vil være gratis skøjteleje til de 50 første. Folk plejer at stå klar ligeså snart snoren bliver klippet, så det bliver forhåbentligt en fest, siger Michael Jaap, der er pressechef hos Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
Skøjtebanen var en stor succes sidste sæson. Flere end 40.000 benyttede banen i de cirka to måneder, banen havde åbent.
Rigtig vintervejr giver gode forhold
Sidste år åbnede skøjtebanen først et stykke inde i december, da isen led under de to-cifrede vintertemperaturer. Men i år har vejret vist sig fra sin kolde side og folkene bag skøjtebanen, har taget deres forholdsregler:
- Vi har prøvet at imødese varme temperaturer med et nyt isoleringsfolie, der begrænser jordvarmen, og folk har knoklet for at få fyldt vand på. Og så har de sidste dage med tørt og vindstille vejr og 0-grader om natten også været gode for indfrysningen, siger Michael Jaap.
Læs også
Skøjtebanens køling leveres fra ARoS, der til gengæld kan benytte den overskudsvarme, der opstår, til opvarmning af museet.
Skøjtebanens åbningstider kan afhænge af vejret. Derfor opfordrer Michael Jaap også til, at man tjekker de aktuelle åbningstider for skøjtebanen på www.skøjtebanen.dk.
På glatis i Østjylland
Også andre steder i Østjylland kan skøjteprinsesser og prinser trække i hue, vanter og spænde skøjterne.
Læs også
I morgen klokken 13 åbner også Randers Skøjtebane på Otto Krags Plads, hvor op mod 23.000 gæster forventes at kigge forbi.
- Langt de fleste besøgende er børn og unge, men vi får også besøg af virksomheder og familier, der har skøjtebanen som en årlig udflugtstur, siger Poul Jeberg fra Underværket i Randers til TV2 ØSTJYLLAND.
I Horsens er der også mulighed for at løbe på skøjter. I fredags åbnede en mobil skøjtebane på 523 m2 foran Horsens Rådhus på Rådhustorvet. Den oplyses af store spots, som er tændt fra banens åbningstid til kl. 24.00 samt hyggelig belysning i træerne.
I Silkeborg Sportscenter er den indendørs skøjtebane også åbnet. Her vil der være julehygge på isen og forlængede åbningstider den 1-3. søndag i advent i december.