Fregatten Jylland rådner
Mangler aktut penge til vedligeholdelse
Fregatten Jylland rådner langsomt op. Der er nemlig ikke penge til at vedligeholde et af Danmarks mest markante kulturarvsklenodier.
Det fortæller Kulturen på NEWS.
På sidste års finanslov mistede Fregatten Jylland halvdelen af sit statstilskud, og det betyder, at kulturinstitutionen årligt mangler to millioner kroner.
- Den rådner op. Vi kan tage de små, banale opgaver, men de store opgaver kniber det med. Den del af skibsskroget, der er under vand, det er beklædt med halvandet hundrede år gamle kobberplader, og de trænger voldsomt til restaurering, siger direktør for Fregatten Jylland, Benno Blæsild, til Kulturen på NEWS.
Fregatten har foreløbig holdt sig økonomisk oven vande, men det skyldes kun særtilskud fra flere større fonde. Men de penge tørrer ud senere i år og derfor står seks af Fregattens tolv skibstømrere til fyring. Det sker på trods af, at der er et akut behov for at få gjort noget ved fregatten, og at håndværkerne netop er specialiserede i at vedligeholde det gamle træskib.
I mellemtiden rådner fregatten desværre op, fortæller Benno Blæsild, direktør for Fregatten Jylland. Han skal bruge 4,8 millioner kroner om året på at vedligeholde skibet
- Gør man ikke det, så ender det galt i løbet af få år, og så skal vi starte helt forfra. Det griber om sig. Hvis der er et råddent bræt, som ikke bliver skiftet, så rådner det næste ved siden af. Og dertil kommer det naturlige forfald. På den måde eksploderer behovet for vedligeholdelse ret hurtigt, forklarer Benno Blæsild til Kulturen på NEWS.
I øjeblikket er hele forskibet med kølen, bovsprydet og galionsfiguren langsomt på ved ned i tørdokken, fordi det ikke kan få den hovedreparation, som det har behov for, forklarer Benno Blæsild om fregattens tilstand.
Han har derfor appelleret til flere politikere på Christiansborg inklusive kulturminister Marianne Jelved. Foreløbig er møder Fregatten Jylland dog kun lydhørhed hos Dansk Folkeparti.
Partiets værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er stærkt utilfreds med, at regeringen lader Fregatten Jylland rådne op. Pengene skal findes, mener hun.
- Jeg vil ikke acceptere, at vores kulturarv på den måde bliver misligholdt. Der er et behov for at have en flot Fregatten Jylland, når vi næste år markerer 1864 og fejrer 150 årsdagen, siger Pia Kjærsgaard til Kulturen på NEWS.
Men hos regeringen deler de tydeligvis ikke DF's varme følelser for Fregatten Jylland. Kulturminister Marianne Jelved har sendt De Radikales kulturordfører, Marlene Borst Hansen, i byen for at tale på regeringens vegne
- Hvis vi gav penge til alle, der skrev et brev til os for at få penge, kunne vi fylde en hel finanslov. Det er der selvfølgelig ikke penge til. Og der er heller ikke penge til Fregatten Jylland, som det ser ud nu, siger Marlene Borst Hansen til Kulturen på NEWS.
Hun har selv forsøgt at finde ekstra penge til at give ekstra kultur til de socialt udsatte, men heller ikke her er der sat penge af på regeringens finanslovsforslag for det kommende år.
- Det handler om benhård politisk prioritering. Og hvis jeg kunne vælge, vil jeg hellere give et par millioner til kultur til de socialt udsatte, end jeg ville fordoble støtten til Fregatten Jylland, siger Marlene Borst Hansen.
Den radikale kulturordfører henviser desuden til, at Fregatten Jylland er en selvejende institution, der selv har ansvaret for at skrabe penge sammen.
- Og det er de ikke lykkedes med endnu, siger Marlene Borst Hansen til Kulturen på NEWS.