Frederik optog ansatte på bosted: - De råber, at jeg skal holde min kæft

Frederik Nielsen lavede en lydoptagelse af den behandling, han modtog af to ansatte på bostedet Fonden Bo-Selv, så folk ville tro på ham

05:12

VIDEO: I dette tv-indslag kan du høre far og søn fortælle deres version af den episode på bostedet Fonden Bo-Selv, som Frederik Nielsen optog med sin telefon.

Bjarne Nielsen sidder bøjet over en mobiltelefon, der ligger fladt på bordet. Fra den lille højttaler i bunden, strømmer skrattende stemmer og lyden af tumult ud i lokalet.

Stemmerne stammer delvist fra nogle af de ansatte, hvis opgave var at tage hånd om hans autistiske søn. ”Hold din kæft,” bliver der sagt et par gange. Og ikke i et venligt toneleje.

Læs også Kritik af botilbud: Unge får blå mærker frem for positiv udvikling

- Jeg bliver påvirket, det gør jeg. Det bider. Hvorfor står der to mennesker, og udøver så meget vold på min søn? Det er frygteligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Som 17-årig var hans søn anbragt i fire måneder sidste år på bostedet Fonden Bo-Selv i Hjerm ved Holstebro. Et botilbud og døgninstitution, hvor flere østjyske kommuner har anbragt udsatte unge siden 2013.

07:02

VIDEO: I indslaget her kan du se mere om kritikken af bostedet Fonden Bo-Selv.

Luk video

Bjarne Nielsens søn hedder Frederik - det er ham, der har lavet optagelsen.

- De råber, at jeg skal holde min kæft, og at jeg ikke skal spille smart og det ene og det andet, siger Frederik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Minder om åbent fængsel

Bjarne Nielsen giver ikke meget for den måde, der bliver udført pædagogisk arbejde på botilbuddet. Han sammenligner det i stedet med et åbent fængsel.

Læs også Tidligere ansat på bosted: - Vi tog deres sko, så de ikke kunne stikke af

- Jeg tror ikke, at der er nogen pædagogik. Den består af vold. Det er kæft, trit og retning. Det virker mere som et åbent fængsel. Der mangler kun lige kæden om det ene ben, så man kan gå ti meter rundt om huset. Det er lidt noget andet, end vi havde regnet med, siger han.

De råber, at jeg skal holde min kæft, og at jeg ikke skal spille smart.

Frederik Nielsen

Det, der især frustrerer Bjarne Nielsen, er, at hans søn var anbragt frivilligt på bostedet. Derfor havde de ansatte ingen ret til at tilbageholde Frederik, som lydoptagelsen, der er lavet under en tur til Skive, afslører.

- "Vi er pædagoger, han er tvangsanbragt," siger de to gange på optagelsen til en person, der overværer optrinnet. Men problemet er, at han er frivilligt anbragt, han har aldrig været tvangsanbragt. Og de må slet ikke stå og råbe personlige oplysninger til en fremmed på gaden, siger Bjarne Nielsen.

Ikke første gang

Da Frederik Nielsen optog episoden, skete det ikke tilfældigt. Han havde nemlig tidligere oplevet lignende hændelser, men ikke megen tillid til, at det, han fortalte, var rigtigt.

- Det er egentlig fordi, der ikke er nogen, der tror på mig. Fordi jeg har oplevet noget lignende flere gange før, hvor jeg har fortalt det til mine forældre, og så har de spurgt, om det ikke var mig, der overreagerede lidt. Og så har jeg også tænkt, at det var det nok, siger han.

Frederik udviklede sig meget negativt under anbringelsen på Fonden Bo-Selv, men i dag går det bedre, efter han er flyttet til et nyt botilbud, fortæller hans far, Bjarne Nielsen.

I dag er Frederik Nielsen 18 år gammel og er flyttet til et nyt botilbud. Det har ifølge Bjarne Nielsen medvirket til en stor, positiv forandring hos hans søn.

- Han er opblomstret. Rigtig meget, siger han.

Bosted erkender konflikt

TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i den underretning, som Fonden Bo-Selv har lavet om episoden til Socialtilsyn Midt. Her fremgår det blandt andet, at bostedet erkender, at episoden kom ud af kontrol. De oplyser desuden, at den pågældende medarbejder er blevet flyttet til en anden afdeling.

Læs også Formand for botilbud trækker sig øjeblikkeligt efter kritik

Fonden Bo-Selv har ikke ønsket at medvirke i et interview om sagen. Heller ikke tidligere bestyrelsesformand Finn Iversen, der i dag har trukket sig øjeblikkeligt fra sin post, har det været muligt at komme i kontakt med trods gentagne mail- og telefonhenvendelser.