Fraråder al udkørsel i hele Østjylland
Overalt i Østjylland er der glatte veje, snefygning og dårlig sigtbarhed. Politiet fraråder al unødvendig udkørsel.
Flere steder har trafikulykker dagen igennem betydet afspærrede veje. Blandt andet på motorvejen ved Horsens i det sydgående spor.
Falck begyndte dagen med usædvanligt mange assistancer til biler, der ikke ville starte. Og som dagen er gået, er det også strømmet ind med meldinger om fastkørte og forulykkede biler.
Politiet har nu bedt Forsvaret om assistance med bæltekøretøjer. Politiet frygter, at ambulancerne kan få problemer med at komme frem.
Midttrafik oplyser, at handicapkørslen inden for Århus Kommune klokken 14.40 blev indstillet - foreløbig for resten af dagen. De almindelige busser kører ustabilt i hele Midtjylland på grund af snefald og snefygning.
Se mere om vejrsituationen i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.