Frank Høj styrtede i Århus

Bedste østjydske bud på en Post Danmark Rundt vinder styrtede, da den østjydske del af løbet blev kørt i dag.

Den anden og østjydske etape af cykelløbet Post Danmark Rundt blev en dramatisk omgang for Hammel-holdet Team Faktas bedste bud på en vinder, Frank Høj. Høj styrtede på den sidste del af etapen. Han kom i sadlen igen, men blev efter etapen kørt på sygehuset med store smerter i skulderen, siger Team Faktas sportschef, Kim Andersen, til TV 2 / Østjylland.

Den 27-årige ukrainer, Juri Mitlusjenko, fra
Landbouwkrediet-holdet var hurtigst, da størstedelen af feltet
kom samlet til mål på etapen, der slyngede sig gennem de østjydske bakker ad en 220 kilometer lang rute fra Hobro til Århus.

Robert Förster fra Gerolsteiner blev nummer to, mens Lottos Stefan Van Dijck kom i mål på tredjepladsen. Mark Scanlon fra AG2R blev nummer fem på etapen og beholdt dermed den gule førertrøje.

Det er endnu uvist, om Frank Høj er med, når løbet i morgen fortsætter fra Team Faktas hjemby Hammel til Kolding.

Se mere om dagens Post Danmark Rundt rute i TV 2 / Østjylland i aften.