Fragtskib stødt på grund
Et stort fragtskib stødte søndag formiddag på grund fire sømil ud for Randers Fjord
8. feb 2004, kl. 16:49
Mere end 30 dage gammel
Bulkcarrieren "Catharina" sejler for et tysk rederi og er indregistreret i Caribien. Skibet er lastet med skrot, men Søværnets Operative Kommando betragter alligevel grundstødningen som en mulig oliesag.
- Skibet står på sand, så umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at vi har en olieforurening. Men det bliver betragtet som en oliesag, siger den vagthavende i SOK.
Fragtskibet ventes at blive slæbt fri i løbet af søndag eftermiddag. Søfartsstyrelsen har givet skibet grønt lys til at sejle videre til Skagen, hvor dykkere vil undersøge det nærmere.
(Ritzau)