Frækt tyveri: Hvem har stjålet Anders' hus?

Et helt hus på hjul er forsvundet fra en kolonihaveforening i Åbyhøj

Sådan ser det forsvundne, rullende hus ud. Foto: Anders Boisen

En ung mand fra Aarhus-bydelen Åbyhøj har været udsat for et ganske usædvanligt tyveri. I går aftes forsvandt det hus, som han har gået og bygget på i flere måneder.

- Jeg er en lille smule målløs over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det kræver et specifikt kendskab til stedet og et vist køretøj at flytte den. Og så kræver det selvfølgelig også, at man ingen pli har i livet, siger Anders Boisen, der er ejeren af huset.

Anders Boisen har bygget på sit rullende hus i flere måneder. Foto: Privatfoto

Det rullende hus stod ved hans kolonihavehus og har været et fritidsprojekt for Anders Boisen, der til daglig arbejder som innovationskonsulent i Aarhus Kommune. Planen var, at det skulle bruges som et formidlingsredskab til at promovere bæredygtighed.

Derfor har han siden foråret samlet blandt andet biologisk nedbrydeligt træ og gamle vinduer til det seks kvadratmeter store hus. Han ville gerne lave et koncepthus, hvor man kunne samle og filtrere regnvand, opfange solenergi og i det hele taget sætte fokus på bæredygtighed.

Signalement af det forsvundne hus

- Huset er sort

- Det er seks kvadratmeter stort

- Huset har fire vinduer og en åbning til en dør, der endnu ikke er monteret

- Skråt tag

- Huset står på en trailer med fire hjul

- Nummerplade: DG 96 51

- Det har taget ekstremt lang tid at bygge det. Det var meningen, at jeg skulle ud til forskellige haveforeninger og lokalsamfund og starte en debat om bæredygtige boligformer og om, hvor stort det egentlig er nødvendigt at bo, siger Anders Boisen.

- Jeg er faktisk utroligt ærgerlig over det. For mig er det ikke bare et hus, men et vigtigt budskab og et livsstilsprojekt.

Det er jo lidt skummelt, for man tror, det er et trygt sted. Og så kommer der bare nogen og henter mit hus.

Anders Boisen, husejer

Huset blev bygget op på denne trailer. Nu er både trailer og hus forsvundet. Foto: Anders Boisen

Huset forsvandt i går aftes mellem 17.00 og 19.30 fra haveforeningen Vesterled. Det stod på en firehjulet trailer på en parkeringsplads tæt på hans hus. Og Anders Boisen undrer sig over, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

- Det er jo lidt skummelt, for man tror, det er et trygt sted. Og så kommer der bare nogen og henter mit hus. Jeg har været rundt i hele lokalområdet her til morgen for at lede efter det, men jeg kunne ikke finde det, siger Anders Boisen.

Udover det rullende hus har Anders Boisen også en kolonihave i Åbyhøj. Foto: Privatfoto

Det er isoleret rimeligt grundigt, så hvis det endelig skal være, håber jeg, det kommer nogle udsatte til gavn.

Anders Boisen, husejer

Tyveriet er blevet anmeldt til politiet, og Anders Boisen håber, at huset trods alt bliver fundet igen. Men hvis det ikke lykkes, håber han, at huset er endt i hænderne på nogen, der virkelig har brug for det.

- Det er isoleret rimeligt grundigt, så hvis det endelig skal være, håber jeg, det kommer nogle udsatte til gavn. For det kan strengt taget godt bruges som bolig, siger han.

Hvis man har set huset rulle væk, kan man kontakte lokalpolitiet på telefon 1-1-4.