Frækt tricktyveri i det centrale Aarhus
En 29-årig mand blev narret, da han i god tro ville hjælpe to, der spurgte om vej
På Brammersgade i det centrale Aarhus blev en 29-årig ikke belønnet for sin hjælpsomhed - tværtimod blev han udsat for et tricktyveri. Det fremgår af døgnrapporten hos Østjyllands Politi.
To mænd kom og spurgte den 29-årige om vej, og i sit forsøg på at hjælpe stillede han kortvarigt sin taske fra sig, for at kunne gestikulere bedre.
De to gerningsmænd fik flyttet sig om på siden af mandens bil og taske, og da han steg ind i sin bil kunne han konstatere, at hans taske var blevet stjålet.
Den ene gerningsmand beskrives som mand, 30-35 år, 182-186 centimeter høj og kraftig af bygning. Hans hud var brun, håret sort og han var iført en sort vinterjakke og en rød hue med logo. Manden talte dårligt engelsk.
Fræk fidus: Snød ekspedient og slap afsted med tusinder
Den andens beskrivelse er mere sparsom. Han beskrives som 180-182 centimeter høj og spinkel af bygning.
Tyveriet skete på Brammersgade omkring klokken 16.00.
Har du oplysninger i sagen, kan de gives til Østjyllands Politi på telefon 114.