Fradømt retten til at holde dyr
En østjysk landmand må ikke eje eller beskæftige sig med dyr i tre år efter vanrøgt.
En 34-årig midtjysk landmand må ikke eje eller i det hele taget beskæftige sig med dyr de næste tre år, ligesom han skal skaffe sig af med de dyr, han nu har på sin ejendom nær Silkeborg.
Det bestemte Vestre Landsret mandag i en sag, hvor landmanden blev dømt for flere tilfælde af vanrøgt. Ud over frakendelsen skal han betale 9000 kroner i bøde.
Sagen begyndte i april 2004, da politi og kredsdyrlæge foretog et kontrolbesøg på ejendommen efter en anmeldelse. Her fandt man døde kalve i stalden og meget dårlige forhold for 15 kreaturer og 15 søer med smågrise, der gik uden ordentlig adgang til vand og foder. Ni hunde i en løbegård var befængt med skab og hudbetændelse.
Nogle måneder senere anmeldte naboerne ham igen til myndighederne, fordi hans grise strejfede rundt i landskabet, pløjede naboernes græsplæner op og skræmte en flok børn.