Fra virkelighed til politik
Regionsråd på besøg på hospitalsgangene
Behandlingsgaranti, kræftpakker og udredningsgaranti. Der er mange begreber at skulle stifte bekendtskab med i det danske sundhedssystem.
Derfor var de 41 medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland i dag på besøg på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Her var de på et tre timer langt ophold for at stifte bekendtskab med rutiner og erfaringer på et af landets førende sygehuse.
- Jeg synes, det er en rigtig god idé, når man skal tage stilling til mange ting. Også geografisk. Derfor er det meget rart at komme ud og se det i virkeligheden, siger Henrik Qvist fra Enhedslisten til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ud af de 41 medlemmer i regionsrådet er 18 medlemmer nyvalgte. Det var derfor med at suge til sig med ny viden, som kan bruges i det politiske arbejde:
- Det giver noget kendskab til området, og det er vigtigt for os som regionspolitikere, siger Niels Erik Iversen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter planen skal regionsrådet også besøge sygehuse i blandt andet Randers, Viborg og Herning.
Se et tv-indslag om regionsrådets besøg i Aarhus øverst i artiklen.