Fra Tasmanien til Aarhus: Følg den nye hurtigfærges rejse

Molslinjens nybyggede hurtigfærge har nu kurs mod Aarhus, hvor den skal sejle med passagerer fra den 1. juni

Foto: Molslinjen

For to dage siden - torsdag formiddag dansk tid - påbegyndte færgen Express 3 sin jomfrurejse fra skibsværftet Incat  i byen Hobart på den australske ø Tasmanien. 

Øen er nemlig, udover at være fødested for den danske kronprinsesse Mary, også kendt for skibsbyggeri.

Færgen er den tredje i rækken af Molslinjens hurtigfærger, som efter planen skal sejle passagerer fra Aarhus til Odden fra den 1. juni i år. Express 3 har i forvejen to søskende: Express 1 og Express 2.

01:00

VIDEO: Her ses Express 3 sejle af sted med kurs mod Danmark. 

Luk video

Inden den nye færger når hjem, venter en 25.000 kilometer lang rejse fra Tasmanien over Stillehavet til Papeete på Tahiti og videre gennem Panamakanalen, Atlanterhavet og til sidst med ankomst ved havnekajen i Aarhus. 

Planen er, at færgen skal ankomme den 25. maj, altså blot en uge før den skal i drift. Derfor har Molslinjen allieret sig med et dansk firma, som hjælper den 12 mand store besætning ombord med at navigere udenom det værste vejr. Katamaranfærgen er nemlig slet ikke tiltænkt, at skulle krydse store oceaner, men derimod sejle på Kattegat. 

- Lige nu har jeg fået melding om, at færgen for eksempel har sat farten ned for at undgå et lavtryk, fortæller PR- og kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack, til TV2 | ØSTJYLLAND.

Ombord på færgen er fem folk fra Molslinjen og fem fra skibsværftet på Tasmanien, som alle skal sørge for, at færgen kommer godt hjem.

Den bedste indretning

I modsætning til de to hurtigfærger, som Molslinjen har i forvejen, er den nye Express 3 skræddersyet til formålet. Express 1 var fuldt funktionsdygtig og i drift, inden Molslinjen købte den, og Express 2 var næsten færdigbygget.

Læs også Molslinjen får ny hurtigfærge

Den nye Express 3 er dermed den første færge, som rederiet selv har kunne bestemme indretningen af:

- Det betyder, at vi selv har kunne bestemme vægtfordelingen med motorens placering og med ballasten for at få den helt optimal. Vi har også forsøgt at gennemtænke, hvor folk skal være henne på færgen. Og også med køkken og catering. Det er til glæde for både passagererne og ikke mindst vores medarbejdere, som får bedre arbejdsforhold, fortæller PR- og kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack.

Express 3 sejler lige nu, lørdag eftermiddag, nordøst for Tasmanien. Du kan følge hele dens rejse på http://siriustrack.com/express3.

Hvis det smarte navigationsprogram får Express 3 hjem til Aarhus til tiden, har Molslinjen derefter en uge til at få de sidste ting på plads 

- Vi skal stort set bare sætte nogle stik i computerne og få bestik og tallerkner ombord. Så skulle den være klar til at sejle, fortæller Jesper Maack. 

De tre færger kan allerede nu se frem til en familieforøgelse. Tidligere er det nemlig kommet frem, at Molslinjen har bestilt en ny færge, Express 4, fra det tasmanske værft. 

For at kunne holde øje med, hvor den nye færge befinder sig, har den fået installeret en sporingschip. Hvis du har lyst til at følge Express 3s rejse til Aarhus, kan du klikke her og se, hvor den befinder sig lige nu.

Molslinjen

Molslinjen råder i dag over tre hurtigfærger, Express 1, Express 2 og Max Mols

Express 1 og Express 2 har hver plads til knap 400 biler, mens Max Mols kan fragte 220 biler

Den nye Express 3 får ligeledes plads til 400 biler og knap 1000 passagerer

Rederiet skiftede for nylig navnet Mols-Linien ud med Molslinjen, ligesom rederiets store hurtigfærger har skiftet navn fra Katexpress 1 og Katexpress 2 til henholdsvis Express 1 og Express 2

Færgernes navneskift hænger sammen med, at Molslinjen fra 2018 overtager færgetrafikken på Bornholm

Selskabets regnskab for 2016 viste et overskud på 118,9 millioner kroner, som blev opnået ved at transportere næsten 1,2 millioner personbiler mellem Jylland og Sjælland, svarende til en vækst på 8,8 procent.

Kilde: Molslinjen/Ritzau