Fra retrotid til futurisme
Sådan er tendenserne for 2015
På Center for Fremtidsforskning i Aarhus har man set nærmere på, hvad vi kan forvente os af 2015.
Vi kan glæde os til en spirende optimisme og tro på fremtiden og fremskridtet og en større udadventhed:
- De seneste seks-syv år har vi levet i en tid, hvor vi har fokuseret på hjemlighed, nærhed, strik, urter og natur. Det har været sådan lidt: "Back to the 1970s-1980s" - det man kan kalde en "retrotid". Nu er vi på vej ind i en revival i futurismen, siger fremtidsforsker Marianne Levinsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Marianne Levinsen er det især IT og teknologi, der gør os positive i forhold til fremtiden:
- Et af begreberne er det, der hedder "big data" - at IT er noget, vi kan udvikle på og lave forretning på - ikke bare noget, vi har og forbruger. Det betyder også, at vi her i vesten kan producere noget igen, fordi vi kan videreudvikle på teknologi og IT. Vi tænker teknologi på nye måder: Er der for eksempel en app for det?
Fra at lave alt selv til at ville lette hverdagen for os selv
På den hjemlige front vil vi også begynde at se ændringer, forklarer hun. For tiden, hvor vi gider dyrke vores egne urter, bage vores eget brød og strikke vores eget tøj, er ved at være ovre:
- Nu begynder vi at tænke: Hvad kunne gøre livet lettere for os selv? Hvor vi indtil nu har været introværte og tænkt, at vi kunne redde miljøet ved selv at minimere forbruget, så vil vi nu tænke på, hvordan vi kan løse tingene på en smart måde sammen med ny teknologi, apps og robotter og effektivisere og belaste miljøet mindre, forklarer Marianne Levinsen.