Fra nedlagt fabrik til kulturcenter: Østjysk by vil have nyt vartegn

En gammel fabrik skal laves til et center for virksomheder, koncerter og meget andet. Håndværkerne forsøger at give bygningen nyt liv, mens de hylder den gamle bygning.

04:59

VIDEO: Efter at have været i forfald i knap 20 år får maltfabrikken nyt liv.

De fleste kender nok Ebeltoft for det gamle træskib Fregatten Jylland. Men måske bliver byen i fremtiden også kendt for en stor, rød, gammel bygning.

Maltfabrikken, der i mange år har stået i forfald, har nemlig gennemgået en grundig forandring, siden første spadestik til en større ombygning blev taget i februar sidste år. Bygningen skal nemlig forvandles til et kulturhus.

Læs også Borgerne tages med på råd: Det drømmer de om i Ebeltoft

- Det er en fantastisk fornemmelse at mærke, at den nu er ved at være der. Alle kan se, at maltfabrikken har vundet sin fordums storhed tilbage, siger Kristian Krog, der er direktør for den nye maltfabrik.

Omkring 50 håndværkere arbejder dagligt på at gøre Maltfabrikken klar til brug som kulturcenter.

Bygningens døre åbner senere i år, og det skal i fremtiden skabe plads til blandt andet ideer, virksomheder og kulturoplevelser.

Kristian Krog glæder sig meget til at åbne dørene for besøgende.

- Vi håber på, at Maltfabrikken bliver for alle. Det skal ikke kun være for dem, der kan lide kunst eller er med på den smarteste mode. Det skal være for fyren med knallerten nede på havnen, ham med lastbilen, håndboldtræneren og dem med både små og ældre børn, siger Kristian Krog til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er jo et stykke kulturhistorie, som ikke vender tilbage nogensinde, hvis ikke vi er med til at bevare det.

Kjeld Pedersen, mentor i Lampeprojektet

Virksomhederne får plads i det, der kommer til at hedde Arbejdsfællesskabet. Der skal mellem 40 og 60 små virksomheder holde til.

Sådan er det meningen, det nye kulturcenter skal se ud, når det er færdigt. Foto: Maltfabrikken

Bevarer den gamle fabrik

Men selvom 50 håndværkere arbejder hver dag på den gamle fabrik, er der stadig et stykke vej endnu, og indtil de nye lokaler er klar, holder de til i lidt mere beskedne omgivelser – nemlig i et gammelt posthus.

Som navnet antyder, blev fabrikken i mange år brugt til produktion af malt til ølbryggeri.

- Vi glæder os meget. Vi har været oppe og kigge på, hvordan de kommer fremad, og hvordan de bliver bygget. Og det bliver jo mega fedt, lokalerne er helt fantastiske på sådan en gammel fabrik, siger Mie Dinesen, der er en af de selvstændige, der kan se frem til nye omgivelser.

Maltfabrikken blev bygget i 1861, og formålet var – ikke overraskende – at lave malt til ølbryggeri. Fabrikken lukkede i 1998, hvorefter den stod og forfaldt i mange år.

Mie Dinesen er selvstændig, og hun er en af dem, der rykker sin virksomhed ind i de nye lokaler på fabrikken.

Efter mange politiske diskussioner blev det i 2012 vedtaget, at maltfabrikken skulle bevares og laves til et kultur-, oplevelses- og erhvervshus.

Og i den nye ombygning forsøger de at bevare meget af den gamle fabrik.

Selvom det var både dyrt og bøvlet, er de gamle støbejernsvinduer blevet renoveret i stedet for udskiftet.

- De vinduer, der er for oven er de gamle støbejernsvinduer. Man har pillet dem ud, renset dem ned og givet dem en ny emalje. Det havde været nemmere og billigere at putte et nyt vindue i, men det handler om at bevare og genoplive, siger Kristian Krog.

Et projekt med navnet Lampeprojektet skal lave lamper af gamle ting fra fabrikken, der skal hænge i den nye Maltfabrik. Og selvom det lyder bøvlet, så er det vigtigt arbejde.

Billedet her er fra 1916 og viser nogle af fabrikkens arbejdere.

- Det er jo et stykke kulturhistorie, som ikke vender tilbage nogensinde, hvis ikke vi er med til at bevare det. Så går det hele tabt, og det ville være synd, siger Kjeld Pedersen, der er mentor i Lampeprojektet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Budgettet er på 150 millioner kroner, og det meste kommer fra donationer og fonde. De 32 millioner kommer dog fra Syddjurs Kommune.

Ifølge Kjeld Pedersen er det vigtigt, at dele af den gamle fabrik bevares.

Det er meningen, at de nye lokaler i fremtiden skal lægge hus til festivaler, koncerter, foredrag og andre events.

Håber er, at Maltfabrikken i sidste ende vil blive et vartegn på højde med Fregatten Jylland.

Læs også Efter masser af modstand: Maltfabrikken ombygges til kulturcenter