Fra Mols til Aarhus C

Wassim stopper som forpagter af Molskroen

1. september takker kokken Wassim Hallal af som forpagter af Molskroen. Efter knap halvandet år i spidsen for spisestedet på Mols har Wassim Hallal valgt igen at fokusere kræfterne på Frederikshøj på Oddervej i Aarhus.

- Jeg er ikke typen, der går på kompromis, men jeg har kun 24 timer i døgnet. Afstanden gør det meget svært at drive to så højt profilerede spisesteder på én gang, siger Wassim Hallal i en pressemeddelelse, hvor han også løfter sløret for, at han åbner en ny forretning på Grønnegade.

F. HØJ - Deli - Smørrebrød - Conditori, som skal sælge innovativt smørrebrød, god kaffe og konditorkager.

- Det handler om at lave noget, der lever op til Frederikshøjs standard, men som samtidig er afslappet og taler til både den kvalitetsbevidste frokostgæst og gæster, der sætter pris på god kaffe og konditorkunst, fortæller Wassim Hallal.