Fra Harvard til Alrø - med ske
Amerikanske arkæologer på besøg
Odderegnen - og mere specifikt den sydvestlige spids af Alrø - får fornemt besøg i slutningen af denne måned.
Øen bliver nemlig blevet udpeget som lokalitet for en Summer Camp for arkæologistuderende fra det gamle og anerkendte amerikanske eliteuniversitet, Harvard University.
De unge amerikanske arkæologistuderende kommer til Danmark og Alrø som følge af et uddannelsessamarbejde mellem Harvard University og Aarhus Universitet/Moesgård Museum.
Mest kendt for stenalderfund
De studerende, som indkvarteres lokalt, skal sammen med bl.a. Moesgård Museums inspektør, Jens Jeppesen, forestå uddannelses-udgravninger på Egehoved på øens vestlige ende.
- Alrø i mundingen af Horsens Fjord er af arkæologer mest kendt for stenalderfund, men denne lokalitet har pirret arkæologernes nysgerrighed af andre årsager, oplyser Odder Museum i en pressemeddelelse.
- Det skyldes, at der ved rekognoscering med metaldetektor er fundet en forbavsende tæt koncentration af metalgenstande, der dateringsmæssigt spænder fra helt fra ældre bronzealder til middelalder og nyere tid.
Også andre end de amerikanske studerende har mulighed for at opleve udgravningerne på nærmeste hold.
Odder Museum og Moesgård Museum arrangerer tirsdag den 25. juni et besøg på stedet, hvor udgravningerne finder sted. Alle kan deltage.