Fra blokfløjter til obo og fagot
Prøv kræfter med alverdens instrumenter
Om man er naturtalent på et instrument eller bare drømmer om at prøve kræfter med musikken, så er det i denne weekend, at man skal kigge forbi Musikhuset i Aarhus.
Her har Aarhus Musikskole åbnet dørene op for forhåbentlig kommende nye elever.
Musikskolen har stillet både instrumenter og kyndig vejledning til rådighed i de forskellige lokaler i Musikhuset.
Og der er noget for enhvert spirende musiktalent. De besøgende kan nemlig spille på både kendte instrumenter som klaver og blokfløjte, men der er også mulighed for at blæse i trompet, obo og fagot.
Respekt for musikken
Ud over at lade børnene spille på instrumenterne selv, så giver musikskolen også en smagsprøve på, hvor dygtig man kan blive, hvis man hænger i som musikskoleelev.
På scenen i symfonisk sal kan publikum opleve kun 10 år gamle Elisabeth Guang som solopianist foran Aarhus Symfoniorkester.
- Jeg tror, at det giver inspiration til kommende elever. Samtidig tror jeg også, det giver respekt for det stykke arbejde, man kan se lyser ud af hænderne på hende. Man kommer ikke sovende til at spille sammen med Aarhus Symfoniorkester, siger musikskoleleder Lars-Ole Vestergaard om formålet med koncerten.
Musikskolen har i dag over 3.000 elever.
Se indslag fra arrangementet ovenfor.