Fotograf risikerer sigtelse for børneporno
Politiet undersøger om en rufferisigtet en pornofotograf fra Hornslet også skal sigtes for børneporno.
En af de mange piger fra Hornslet-fotografens betalings-porno-hjemmesider har fortalt JP Århus , at hun blot var 17 år, da billederne blev taget. Og yderligere én var ifølge advokat Simon Eilrich under 18, da hendes billeder blev taget og lagt på nettet. Han har netop anmodet retten i Århus om at repræsentere de misbrugte kvinder som bistandsadvokat.
- I løbet af onsdagen er der yderligere to piger, der har henvendt sig, så indtil videre er der otte piger, som planlægger erstatningssag mod fotografen ud over det, der venter ham rent strafferetligt, siger Simon Eilrich til avisen.
Den 49-årig pornofotograf har hjemme hos sig selv taget billeder af piger, som mod betaling havde sex med andre mænd. Derefter har fotografen brugt billederne på sine hjemmesider, og pigerne siger, at det er sket uden, at de har givet tilladelse til det.
Hvis har fotografen har distribueret billeder af en 17-årig pige, så er det en klokkeklar overtrædelse af straffelovens § 235, der handler om børnepornografi. Det fastslår juraprofessor og strafferetsekspert Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet:
- Hvis personerne på billeder med utugtig karakter er under 18 år, så er det forbudt at distribuere billederne, siger han.
Det er nyt for efterforskningslederen hos Østjyllands Politi, vicepolitiinspektør Jørgen Munk, at mindst to af pigerne var under 18, da billederne blev taget.
- Hvis det er tilfældet, så betyder det naturligvis en udvidelse af anklageskriftet. Det er alt sammen noget, vi vil tage med i den videre efterforskning. Så man kan sagtens forestille sig, at der kommer flere sigtelser anklageskriftet mod den pågældende, siger han.
Den 49-årige er foreløbig sigtet for rufferi, det vil sige at tjene penge på, at andre sælger sex.