Føtex-ansat begik underslæb
En medarbejder i et Føtex-supermarked i Randers har erkendt, at han har taget af kassen.
27. feb 2004, kl. 09:37
Mere end 30 dage gammel
Et sekscifret beløb mangler øjensynligt i Føtex på Mariagervej i Randers. Kriminalpolitiet i Randers efterforsker sagen som underslæb, skriver Randers Amtsavis.
- Vi har afhørt anmelderen og også den sigtede. Og han har erkendt at have begået underslæb for et større beløb. Hvor meget skal vi først have set på, siger kriminalinspektør Børge Fransen.
Lederen af varehuset, Morten Simonsen, oplyser, at der er tale om en meget afholdt medarbejder, der har været med fra varehusets åbning i 1989, og som var velfungerende. Og lederen kalder det for en træls sag.