Forvirring under evakuering
Bombehunde sat på overarbejde
Der skete mange misforståelser, da studerende og medarbejdere på den tidligere Handeshøjskole i Aarhus blev udsat for en bombetrussel i sidste måned.
Handelshøjskolen, der hører under Aarhus Universitet, fik ifølge DR Østjylland truslen med brev den 26. oktober. Politiet valgte øjeblikkeligt at evakuere de flere hundrede personer, der befandt sig i bygningen.
Men flere ting gik galt, og derfor skal alle Aarhus Universitets beredskabsplaner gåes efter i sømmene, siger dekan Svend Hylleberg.
- Det har været en erfaring, som vi selvfølgelig helst havde været foruden, men det har samtidig givet os en mulighed for at få lavet nogle procedurer, som vi kan være sikre på virker, siger Svend Hylleberg til DR Østjylland.
Efterlod deres tasker
Mange af de studerende efterlod deres tasker i lokalerne, da de i hast blev bedt om at forlade bygningen. Det gav efterfølgende en masse ekstra arbejde til de bombehunde, der blev sendt ind i bygningen, fordi hver enkelt taske skulle undersøges nøje og det stjal en masse tid.
Desuden var kommunikationen i forbindelse med bombetruslen utjekket. For eksempel fik Svend Hylleberg, der er uddannelsesstedets øverste leder informationer om bombetruslen ved en tilfældighed.
En medarbejder, der var på kursus i de bombetruede lokaler på Fuglsangsalle i Aarhus, kontaktede tilfældigt Svend Hyllested, der opholdt sig uden for huset.
- Det er ikke tilfredsstillende, at kommunikationen på den måde er tilfældig. Det skal jo gå gennem kommandovejen, siger Svend Hylleberg.
Fremover skal der laves felre beredskabsøvelser på Aarhus Universitet, vurderer Svend Hylleberg.
Politiet har endnu ikke fundet frem til den person, der sendte trusselsbrevet til uddannelsesinstitutionen.