Forvirring om AGF-lejesvend
Malmö FF afviser, at AGF har klausul på et køb af den målfarlige lejesvend Tobias Grahn.
Forvirringen om lejesvenden Tobias Grahns fremtid i AGF er efterhånden total. I Malmö FF afviser man, at AGF har sikret sig en ret til at købe Tobias Grahn for et fastsat beløb.
- Der findes ingen aftale eller klausul i lejekontrakten, der giver AGF en ret til at købe Tobias Grahn. Vi går ud fra, at han starter i Malmö den 1. december. Når han spiller, som han gør i Danmark, så skulle han ikke få svært med at komme på holdet i Malmö, siger Malmö FF's sportschef, Hasse Borg.
Tobias Grahns lejeaftale med AGF udløber om en uge, og den århusianske klub er i fuld gang med at sælge playersponsorater for at finansiere et køb af den målfarlige svensker, der er AGF's topscorer i efterårssæsonen med otte træffere. /ritzau/