Forvirring blandt vælgere i Gellerup
Mange indvandrere havde i dag problemer ved stemmeboksen, for de kunne ikke finde Asmaa Abdol-Hamid på listen.
Adskillige vælgere i Gellerup havde problemer i stemmeboksene i Nordgårdhallen.
Navnet på den person, de ville give en personlig stemme, var ganske enkelt ikke på den udleverede liste. Det oplyser P4 Østjylland.
Kandidaten, de mange indvandrere søgte, var Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, men hun er slet ikke opstillet i Østjyllands Storkreds og derfor ikke at finde på listen.
Ifølge P4 Østjylland har indvandrerforeningerne i Gellerup opfordret til at stemme på Enhedslisten for netop at sikre Asmaa Abdol-Hamid en plads i Folketinget, men man har åbenbart ikke fået forklaret de mange vælgere med indvandrerbaggrund, at de så skulle stemme på partiet i stedet.
Indvandrerforeningerne i Gellerup har opfordret til at stemme på Enhedslisten for at få Asmaa Abdol-Hamid i Folketinget. Men folk kan ikke finde hende på stemmesedlen.
Derfor var mange i tvivl, og flere spurgte de valgtilforordnede på stedet om hjælp.
Det gavnede dem dog ikke meget, da der er stramme regler for, hvad der må hjælpes med på valgstederne.