Forurenet vand i Århus: Kog drikkevandet!

Der er fundet bakterier i drikkevandet i et større område i det centrale Århus. Læs pressemeddelelse fra Århus Vand her.

<i>Pressemeddelelse fra Århus Vand:</i>

Vandforurening i et område nord for Vennelyst Boulevard / Kaserneboulevarden til syd for Ringgaden. Fra Frydenlund i vest til Århus Bugten i øst.

Der er fundet bakterier i drikkevandet i et område nord for Vennelyst Boulevard / Kaserneboulevarden til syd for Ringgaden og fra Frydenlund i vest til Århus Bugten i øst. Der er risiko for, at drikkevandet er forurenet, og derfor anbefaler embedslægen i Midtjylland, at beboerne i området koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.

Der er i en vandprøve udtaget fra ledningsnettet målt E-coli, og indtil videre anbefales de 20.000 beboere i ovenstående område at koge vandet, før de drikker af det eller bruger det til madlavning.

På Århus Vands hjemmeside www.aarhusvand.dk kan beboere i området se, om de er omfattet af forureningen ved at indtaste deres adresse. På hjemmesiden kan de også finde svar på de mest centrale spørgsmål om forureningen. Alle husstande i det berørte område bliver informeret direkte ved en skriftlig meddelelse.

Da der altså er risiko for forurening af drikkevandet, anbefaler embedslæge Helene Bavnhøj Hansen, at beboerne i det berørte område tager deres forholdsregler. Hun siger:

- Folk i området anbefales at koge vandet, før de drikker det eller bruger det til madlavning. To minutters kogning dræber eventuelle bakterier i vandet. Men vandet fra hanerne kan godt bruges til for eksempel tøjvask, kogning af kartofler og lignende.

Direktør i Århus Vand, Lars Schrøder, siger:

- Vi har i Århus Vand indledt en intensiv jagt på eventuelle kilder til forureningen, men det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til forureningen. Jeg lover, at vi vil holde borgerne og medierne løbende orienterede om situationen.

Den 23. august får Århus Vand resultatet af en række nye vandprøver, som vil vise, om kogeanbefalingen kan ophæves.

Få yderligere information på Århus Vands hjemmeside <a href="http://www.aarhusvand.dk" target="_blank">www.aarhusvand.dk</a>.

Se kort over det område, der er berørt af vandforureningen