Forudser stærkt Århus-forsvar

AG København-keeper Kasper Hvidt vurderer, at Århus Håndbold kan volde AG-holdet problemer i pokalfinale

Kasper Hvidt var redningsplanken i mandagens pokalsemifinale, hvor han i slutfasen kom ind og lukkede helt af i AG Københavns mål, så Skjern endte med at smide en sikker føring over styr og tabe det tætte opgør i den forlængede spilletid.

Tirsdagens pokalfinale mod Århus Håndbold kan også give AG København store problemer, da AG-mandskabet har svært ved at spille over for meget offensive forsvar, som Skjern praktiserede i semifinalen, og som også århusianerne mestrer.

- Jeg husker, at vi havde store problemer i vores seneste ligakamp mod Århus på hjemmebane, specielt med at stække deres angrebsspil i første halvleg. Så det bliver helt sikkert svært, og de spiller på hjemmebane, advarer Kasper Hvidt.

Den tidligere landsholdsmålmand påpeger også, at AG København ofte bliver betragtet som storfavoritter og derfor kun kan skuffe. Sådan vil det også være mod Århus Håndbold, som er finalens klare underdog.

- Der var nok ikke særlig mange, som på forhånd havde tænkt, at AG skulle møde Århus i pokalfinalen. Hver gang vi stiller op til en knald-eller-fald-kamp, så har vi nærmest kun noget at tabe.

- Det er super vigtigt at være i finalen. Vi er med i to turneringer, og vi har nu mulighed for at vinde pokalturneringen, og det vil være fantastisk for klubben at få sin første titel, siger Kasper Hvidt.

Århus Håndbold er svækket i finalen, fordi holdet må undvære profilen Kasper Irming, der fik to dages karantæne, efter han begik et groft benspænd på en Team Tvis Holstebro-spiller i semifinalen.

Derudover kunne Århus-backen Toke Holst kun spille i forsvaret i hele anden halvleg i sejren over Team Tvis på grund af en forstrækning i låret, men Århus-træner Erik Veje Rasmussen håber, at Holst bliver klar til at spille i begge ender af banen i finalen.