Fortsat voldsom uro i Gellerup

Politiet dukkede op for at mægle i familieopgør, men blev mødt af 30-40 aggressive personer, der ikke havde noget med opgøret at gøre.

Uroen i Gellerup fortsætter. Sent i aftes måtte politiet to gange rykke ud til det samme familieopgør på Lenesvej. Anden gang, politiet kom derud, blev betjentene angrebet af omkring 30 unge.

Ingen kom dog til skade ved opgøret. Sporene efter nattens ballade er tydelige - en ødelagt dør og masser af glas. Men selv om unge andengenerations indvandrere inden for de seneste fire dage har overfaldet politifolk og biler fire gange, afviser politiet, at der er mere ballade end normalt.

Gårsdagens batalje begyndte, da politiet blev tilkaldt til et familieopgør hos en indvandrerfamilie. Opgøret involverede 20 personer. Det lykkedes i første omgang at dæmpe gemytterne, men halvanden time senere var den gal igen.

Denne gang blev betjentene mødt af 30-40 aggressive personer, der ikke havde noget med familieballaden at gøre. Der blev kastet sten mod betjentene fra buskadset omkring stedet. Politiet havde hunde med, men fik ikke anholdt nogen.