Fortsat fast taxa-chauffør til autister
Taxinævnet har godkendt, at ture med psykisk handicappede børn i Århus fortsat udføres af faste chauffører.
Kørsel med især børn med psykiske handicap har i mange år fungeret som en form for fast kørsel i Århus Kommune.
Ifølge en hyrevognslov må taxa-chauffører ikke have faste kunder, fordi det kan betyde karteldannelse. Men den ordning er skadelig for blandt andre autister, som har brug for kendte ansigter og tryghed, mener Taxinævnet og flere århusianske politikere.
- Jeg lægger stor vægt på, at der skal være plads til, at børnenes tarv kan varetages, således at de børn, der af helbredsmæssige årsager er visiteret til en fast chauffør, også fortsat kan tilbydes dette. Det bør der ikke ændres på, siger rådmand Peter Thyssen (R), der er formand for Taxinævnet.
Taxinævnet vil nu henvende sig til Færdselstyrelsen og trafikministeriet og se på muligheden for at få lavet loven om.