Fortsætter som LAG-kommune
De lokale aktionsgrupper kan fortsætte
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter netop besluttet, at Randers Kommune alligevel kan fortsætte som LAG-kommune.
Der var ellers lagt op til at kriterierne for LAG-kommuner skulle ændres, så landdistrikterne i Randers ikke længere kunne deltage i LAG-ordningen.
- Det er meget glædeligt, at ministeren har lyttet til vores gode argumenter om at Randers Kommune fortsat bør have en LAG. Nu vil borgerne i Randers mange landsbyer også i fremtiden kunne nyde godt af en LAG i Randers Kommune. I Erhvervs- og Landdistriktsudvalget og i forvaltningen har vi jo haft en tradition for et godt og tæt parløb med LAG Randers om at skabe aktiviteter i vores landbyer. Og nu glæder vi os til at samarbejde med landsbyerne om deres udviklingsplaner, som mange er godt i gang med at få udarbejdet, siger formand for Erhvervs- og landdistriktsudvalget, Daniel Madié (C), i en pressemeddelelse.
Den nye LAG-struktur, der træder i kraft 1. januar 2015, betyder, at LAG-områderne udvides. Det betyder, at Randers Kommune skal indlede et nyt LAG-samarbejde med Favrskov Kommune.