Fortsætter AGF-veteranen?
Martin Jørgensen gæster Fodbold med Horup
Både i spillertruppen og på ledelsesgangen er der lige nu gang i den store udskiftning i AGF, men hvor efterlader det AGF-veteranen Martin Jørgensen, når den store kabale skal gå op?
Mandag sagde AGF farvel til sportschef Brian Steen Nielsen, og samme dag meddelte Jan Christensen, der er direktør i klubben, at han også smutter.
Martin Jørgensen optrådte i foråret både som spilfordeler på den centrale midtbane og som assistenttræner for Jesper Fredberg, men til sommer har den tidligere landsholdsspiller kontraktudløb.
Og hvad skal der så ske med 38-årige Martin Jørgensen?
Tager han en tørn mere i den hvide trøje, når Superligaen efter sommerferien skiftes ud med 1. division, sætter han sig i stedet til rette i den tomme sportsdirektørstol, eller forlader han helt klubben?
Spørgsmålene er mange, men dem vil Nick Horup forsøge at få svar på tirsdag aften, når Martin Jørgensen gæster programmet Fodbold med Horup her på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og Martin Jørgensen er ikke den eneste, som kommer på besøg.
Peter Christiansen, der er sportschef i Randers FC, deltager også i denne udgave af Fodbold med Horup, hvor Superligaen rundes af.
På den anden side af bordet sidder chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby. Han får selskab af Christian Thye-Petersen, der er sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.
Nick Horup sidder vanen tro for enden af bordet klar til at styre løjerne.
Du kan se Fodbold med Horup i aften - tirsdag - klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND.