Forsvundne Nicks mor: Jeg har lovet Nick, at vi får ham hjem

Familien til den forsvundne Nick Langkjær Hansen fra Horsens kæmper fortsat videre for at finde ham

02:40

Nick Langkjær Hansen fra Horsens har været forsvundet siden en bytur i slutningen af januar.

Han er sidst blevet set søndag den 29. januar klokken 5.23 på McDonald's i på Store Torv Aarhus Midtby. Det er nu tre uger siden, men familie og venner til Nick Langkjær Hansen leder stadig videre. De har ikke opgivet håbet.

- Det er jo helt uvirkeligt. Selvfølgelig græder man, og jeg er også tom indeni, men jeg bruger alt min energi sammen med min familie og venner og bekendte på at lede efter Nick. Det er ikke en mulighed at give op, før vi har fundet ud af, hvor Nick er henne, siger Jeanette Wiese Johansen, der er mor til Nick Langkjær Hansen. 

Læs også Politi leder ikke længere efter Nick: Vi har brug for nye spor

Siden Nick Langkjær Hansen forsvandt i januar, er både politi og organisationen Missing People gået ind i sagen.

Østjyllands Politi udtalte den 10. februar, at de nu ikke ledte mere, før der kom nye spor i sagen. 

(Artiklen fortsætter under grafikken)

 

Indtil da havde Østjyllands Politis eftersøgning i høj grad koncentreret sig om området omkring Aarhus Å og ruten fra det centrale Aarhus og ud til Tøndergade, hvor Nick Langkjær Hansen skulle have overnattet hos en ven.

- Vi vågner op hver dag, og selvfølgelig mangler der en utrolig vigtig brik i vores liv. Men vi kæmper videre og kommer op med nye idéer hele tiden. Vi forsøger at få lov til at komme igennem alle de steder, vi kan. Vi prøver at tænke nye tanker og gå nye veje, siger Jeanette Wiese Johansen. 

Nick Langkjær Hansen skulle efter planen have sovet hos en kammerat i Tøndergade. Foto: Google Maps

En af de ting, som har givet nye spor i sagen, er overvågningsbilleder. Jeanette Wiese Johansen frygter dog, at familie og politi ikke når at kigge alt overvågning igennem.

- Det, der er blevet gjort, er, at der er blevet kigget på overvågningskameraer. Det har vi fået lov til at være med til, men det tager lang tid. Det er et tungt system, så det vil sige, at vi stadig venter på noget overvågning, og det, jeg som forældre godt kan frygte, er, at nu når vi så langt hen i forløbet, der er gået tre uger, at butikkerne er ved at overspille den tid, hvor Nick har været synlig på videoerne. Så en opfordring er jo også, at man passer på de ting, indtil politiet har været der, eller vi har været er, siger Jeanette Wiese Johansen. 

Læs også Frivillige søger igen: Har givet spor videre til politiet

Selvom overvågningsbilleder fra McDonald's gav nye spor i sagen, er der siden da ikke dukket noget op, der kan forklare, hvor Nick Langkjær Hansen kunne være blevet af.

Heller ikke Missing Peoples eftersøgning, hvor mange frivillige har deltaget, har kastet nye spor af sig, men Jeanette Wiese Johansen og resten af Nick Langkjærs familie har tænkt sig at blive ved med at lede.

- Vi giver ikke op. Jeg har lovet Nick, at vi får ham hjem, siger Jeanette Wiese Johansen.