Forsvundet siden fredag: Hunde og helikopter leder efter Kaj
Sydøstjyllands Politi fortsætter for fulde sejl med at lede efter dement mand, som forsvandt fredag aften fra plejehjem i Horsens
Hele weekenden har 50 hjemmeværnssoldater gennemsøgt villakvarterer og andre beboede områder i nærheden af det plejehjem i Horsens, som den 74-årige Kaj Nielsen forsvandt.
Kaj Nielsen forlod plejehjemmet Lindehøj på Langmarksvej i Horsens fredag aften, og siden har ingen med sikkerhed set ham. Han er både dement og dårligt gående.
Her til morgen har Sydøstjyllands Politi besluttet at fortsætte eftersøgningen:
- Vi har fået afsøgt et stort område omkring plejecentret, nær sygehuset og ved Nørrestrand. Nu bevæger vi os hen mod Stensballe og det stykke fjord der er der og søger med både hunde og helikopter, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Eftersom Kaj Nielsen har været forsvundet i flere døgn, frygter politiet for hans velbefindende:
- Vi frygter det værste, men håber det bedste. Personalet på plejehjemmet har fortalt, at han ikke selv kan rejse sig op, hvis han er faldet. Heldigvis har vi vejret med os, men nætterne er kolde - også hvis han er blevet våd.
Set flere steder
Sydøstjyllands Politi, som leder efterforskningen, har modtaget flere tips fra borgere, som mener, at have set den ældre, demente mand. Udfordringen er bare, at flere personer mener at have set Kaj Nielsen flere steder i Danmark på nogenlunde samme tidspunkt.
- En siger, han med sikkerhed har set ham banke på sin dør i Middelfart, mens en buschauffør fortæller, at han har kørt med ham. De kan jo ikke begge to have ret, forklarer Jørn Lindhardt.
Læs også
Også den frivillige organisation Missing People har i weekenden været involveret i eftersøgningen.
Kaj Nielsen er ifølge politiets oplysninger dårligt gående, men teorien er, at han sagtens kan have taget en bus.
- Derfor er det svært at vide, hvor han kan være henne, fortæller Jørn Lindhardt.
Hvis man mener, at have set den forsvundne Kaj Nielsen kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.
Signalement af Kaj Nielsen
- 74 år gammel
- 175 centimeter høj
- Cirka 70 kilo
- Gråt hår
- Iført sort/hvid jakke
- Dement
- Dårligt gående