Forsvundet århusianer set i 7-Eleven
Der er kommet et nyt og afgørende spor i sagen om den forsvundne 36-årige Leif Christensen fra Århus.
Sporet peger mod forventning ikke mod havnen i Århus.
Leif Christensen er nemlig klokken 03.02 blevet fanget på et overvågningskamera i 7-Eleven. Det skriver tv2.dk.
Hidtil ophørte sporene omkring klokken 02.00. Endnu mere overraskende er det, at Leif Christensen er forslået. Han har blod i venstre side af ansigtet.
Det fik en 7-Eleven-medarbejder til at følge ham over til en taxa, men skadestuen har aldrig modtaget den forslåede og fulde mand.
- Vi vil selvfølgelig meget gerne høre fra den taxachauffør, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til tv2.dk.
- Vi har fra starten være i kontakt med alle hospitaler og skadestuer i området, men der er ingen der har modtaget Leif Christensen, fortsætter han.
Derfor vil Leif Christensens pårørende nu mødes ved skadestuen og lede efter ham derfra. Det oplyser Signe Bloch, der er med til at koordinere den private eftersøgning af den savnede mand.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.