Forsvarsspiller bliver i Randers

Søren Jensen bliver i Randers FC mindst én sæson mere. Randers FC og forsvarsspillerens norske klub er blevet enige om ny lejeaftale.

Venstre backen Søren Jensen var en fast del af det Randers FC-mandskab, som nærmest mirakuløst reddede eksistensen i Superligaen. Han er egentlig på kontrakt i norske Odd Grenland og var i første omgang hentet til Randers på en lejeaftale, der udløb efter denne sæson.

Nu er de to klubber og forsvarsspilleren blevet enige om at forlænge lejeaftalen indtil udgangen af sæsonen 2010/2011.

- Jeg er glad for forlængelsen. Det har været min første prioritet at forlænge opholdet i Randers. Jeg er faldet godt til i klubben og på holdet og ser frem til en sæson, hvor vi kan begynde fra scratch i forhold til vores konkurrenter. Jeg glæder mig naturligvis også til at repræsentere Randers FC i Europa League, siger Søren Jensen i en pressemeddelelse.