Forsvarskabale i AGF: Juelsgård tager gerne backen

Jesper Juelsgård har spillet i midterforsvaret i hele sæsonen, men i hans fravær leverede Niklas Backman en solid præstation mod Randers

02:41

Hør hele interviewet med Jesper Juelsgård ved at klikke på videoen her. Længere nede i arktilen kan du høre fra Niklas Backman.

AGF's forsvar har ikke formået at leve op til de gode takter, der blev vist i dele af foråret. 27 mål har bagkæden lukket ind.

I seneste kamp mod Randers var Niklas Backman tilbage for første gang siden tredje runde, da Jesper Juelsgård havde pådraget sig en skade kort forinden. Og sidstnævnte kunne fra tilskuerpladserne se sin konkurrent levere et godt stykke arbejde, selvom Randers FC vandt opgøret 1-0.

- Det er jo en konkurrencesport, og det er en rigtig, rigtig god trup, vi har. Det var en solid præstation, han (Backman, red.) leverede. Jeg var selv nede og se den, og han fik vundet en masse dueller, forklarer Jesper Juelsgård.

Klar på en tørn på venstreback

Den tidligere Midtjylland- og Brøndbyspiller har brugt landskamps pausen på at komme sig over skaden, og føler sig klar til lørdagens kamp mod Silkeborg. Og skulle Niklas Backman få genvalg som midtstopper, så vil Jesper Juelsgård ikke have noget imod at blive rykket ud på venstrebacken.

- Det vil jeg have det fint med, det er en dejlig position. Det er lang tid siden, jeg har spillet der, men det er trods alt noget af det, man har på rygraden, når man har spillet derude. 

Jeg er blevet spurgt om det et par gange, og jeg har ikke som sådan en yndlingsposition. Jeg kan se rigtig mange positive ting ved begge positioner.

Jesper Juelsgård, AGF

Det er nemlig på venstrebacken at Juelsgård hovedsagligt har regeret i sin karriere, men han kan ikke helt finde ud af, om det er i midterforsvaret eller på backen, han foretrækker at spille.

- Jeg er blevet spurgt om det et par gange, og jeg har ikke som sådan en yndlingsposition. Jeg kan se rigtig mange positive ting ved begge positioner. Jeg kan godt lide de dueller, der nu er som central forsvarer, og på den anden side savner man selvfølgelig også at kunne komme lidt med frem offensivt. 

Backman håber at få chancen igen

01:47

Her sætter Niklas Backman blandt andet ord på sin plads i forsvarshierakiet.

Luk video

Niklas Backman startede i midterforsvaret i sæsonens første tre kampe, men så satte Glen Riddersholm den svenske profil på bænken.

Her fik han også lov at sidde i David Nielsens første kampe, men i derbyet mod Randers FC i den seneste runde var han atter tilbage i start-11'eren.

- Jeg synes, det var okay. Jeg har været på bænken i tre måneder, så det var en okay præstation. Randers kom ikke frem til mange chancer, jeg synes, jeg vandt mine dueller og spillede fornuftigt, siger Backman.

Læs også Der var krudt i underbukserne til lokalopgør i Randers

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg får chancen igen. Som sagt, synes jeg at gjorde det fornuftigt sidst, og jeg tror chancerne er gode. Jeg har arbejdet hårdt til hver træning, og det har jeg lige meget om jeg spiller eller ikke spiller.

Skuffelsen over de mange måneder på bænken sidder stadig i svenskeren, men han føler sig helt klar til endnu engang at indtage startopstillingen lørdag.

- Formen er fin. Humøret afhænger af, om man spiller, men når der er kamp, så er man der 100%. Men formen er fin, jeg har spillet nogle reserveholdskampe undervejs, og sidst (mod Randers, red.) føltes det fint i kroppen.

Det østjyske lokalopgør mellem AGF og Silkeborg IF spilles lørdag klokken 16:00 på Ceres Park.