Forsvarer: Ikke bevis for østjysk mands tilslutning til IS

Forsvarer Claus Bonnez mener ikke, at tiltalte kan dømmes for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat. Formålet med rejsen var nødhjælpsarbejde, lyder det

01:06

Du kan høre forsvarer Claus Bonnez og anklager Jacob Balsgaard Nielsens kommentarer efter fredagens retsmøde her.

Det store stridsspørgsmål ved retsmødet om en østjysk mands påståede tilknytning til Islamisk Stat var, hvorvidt formålet med mandens indrejse i Syrien i 2013 var terrortræning eller nødhjælpsarbejde.

- Jeg mener ikke, at anklageren har ført bevis for, at min klients formål med at rejse til Syrien var at komme ind i Islamisk Stat, siger forsvarer Claus Bonnez til TV2 ØSTJYLLAND.

Det, der er ført bevis for, er efter forsvarets opfattelse, at han rejste derned for at lave nødhjælpsarbejde, og så mener forsvaret ikke, at han kan straffes

Claus Bonnez, forsvarer

Sagen drejer sig om en mand bosat i Østjylland, der er opvokset i Danmark og har tunesisk baggrund. Hans personlige oplysninger faldt i de danske myndigheders hænder, efter et medlemskartotek fra Islamisk Stat på over 5000 sider blev lækket sidste år.

Tiltalte har været varetægtsfængslet siden april 2016. Han har erkendt, at han rejste til Syrien og var der i en periode på to uger i september 2013.

Men han nægter sig skyldig i anklagen, der lyder på, at han skulle have ladet sig hverve af Islamisk Stat og være blevet trænet til terror.

Strid om gruppechat

Et af de centrale beviser, der blev fremført i sagen, var nogle Facebook-beskeder, som tiltalte dengang i 2013 skrev til nogle venner i en gruppechat.

I gruppechatten bliver ordet ’martyrdød’ nævnt, men der bliver også skrevet, at tiltaltes formål med rejsen til Syrien er nødhjælpsarbejde.

Læs også Følg retssagen mod mand hvervet af Islamisk Stat

I retten brugte forsvarer Claus Bonnez kræfter på at fremhæve, at Facebook-beskederne kan tolkes forskelligt, afhængig af hvem der læser dem. Han mener derfor ikke, at beskederne beviser, at hans klient tog til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

- Det, der er ført bevis for, er efter forsvarets opfattelse, at han rejste derned for at lave nødhjælpsarbejde, og så mener forsvaret ikke, at han kan straffes, siger Claus Bonnez.

Læs også PET har fokus på syrienkrigere: Kan være særligt radikaliserede

Tirsdag fortsætter retssagen, hvor det er planen, at der bliver afsagt en kendelse om, hvorvidt tiltalte er skyldig eller ej. Derefter vil man vurdere, om der er behov for at procedere yderligere om strafudmåling.