Første spadestik til butikscenter
Butikker og boliger i samme bygning
Arbejdet med at opføre et nyt butikscenter i Hørning tager nu for alvor fart.
Efter syv år på tegnebrættet blev det første spadestik til Marmorpladsen, som byggeriet skal hedde, taget i går, fredag.
Når det står færdig, skal centret indeholde 900 kvadratmeter til butikker og erhvervslokaler, 16 lejeboliger samt en parkeringskælder med 21 parkeringspladser.
Den nye center kommer til at ligge umiddelbart ved siden af SuperBrugsen og en række andre butikker i Hørning Midtby.
I forbindelse med fredagens arrangement var den tidligere Venstre-borgmester i Hørning Kommune Søren Erik Pedersen blandt talerne.
Ifølge ham er det nye butikscenter med til at gøre Hørning endnu mere attraktiv som handelsby.
- Netop den konstellation, vi har i Hørning med dagligvarebutikker, specialbutikker og masser er parkering, det er noget mange byer misunder os, sagde Søren Erik Pedersen, der i dag sidder i byrådet i Skanderborg Kommune.
Det nye butikscenter skal efter planen stå klar i oktober 2015.
Øverst i artiklen kan du se en kort video fra fredagens første spadestik-arrangement i Hørning. Videoen er filmet af Palle Hansen.