Første Randers-sejr i fire kampe
Efter tre nederlag på stribe kunne Randers FC søndag forlade banen som sejrherrer. Kronjyderne besejrede på udebane Vejle med 2-0.
Randers FC har så godt som sikret sig billetterne til en ny sæson i landets bedste fodboldrække.
Søndag eftermiddag besejrede kronjyderne på udebane Vejle med 2-0, og dermed har de med ni kampe tilbage hele 18 point ned til nedrykningsstregen.
Randers FC lagde lagde fra kampens start et tungt pres på Vejle, men der skulle dog en hjælpende Vejle-fod til, før det udmøntede sig i scoring. Den letbenede fløj Carsten Fredgaard spurtede fra Vejle-forsvaret og hjemmeholdets ungarnske højreback, Akos Takacs, nedlagde ham bagfra i feltet, selvom det så ud til, at der var opbakning nok på plads til at afværge faren.
På det følgende straffespark sendte rutinerede Kenneth Møller Pedersen Vejle-keeper Jan Hoffmann til den ene side og bolden til den anden, til stor jubel for de mange medrejsende Randers-fans i den østjyske forårssol.
Efter en klodset udvisning gik luften totalt ud Vejle-ballonen efter pausen, og kun tre minutter efter udvisningen sendte Randers-angriberen Thomas Dahlgård et kraftfuldt hovedstød ind bag Jan Hoffmann i Vejle-målet.
Med resultatet tegner alt til, at Vejle må tage en tur ned i Viasat Sport Divisionen, mens Randers igen kan kigge opad i tabellen.
- Jeg er glad og stolt på spillernes vegne. Især de nye spillere, som ikke har fået så meget spilletid ellers, imponerede mig, lød fra Randers-træner Lars Olsen efter kampen.