Første mødre-kollegium på vej
Kun for unge, enlige mødre
12 unge mødre får nu mulighed for at bo side om side i et nyt kollegium. Aarhus Kommune er nemlig på vej med sit allerførste mødrekollegium, som er lavet udelukkende til enlige studerende mødre.
Kollegiet er en del af et større ungdomsboligbyggeri, der kommer til at ligge på Bispehavevej i Aarhus V. Der bliver i alt 12 boliger til de unge mødre i samme opgang:
- Der er små, fine boliger på 50 kvm - så de er lidt større end almindelige ungdomsboliger, siger direktør i Østjysk Bolig Allan Søstrøm til TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er Østjysk Bolig, der står for at bygge kollegiet.
Se: Oldebørn har kollegiefordel
Ud over de 12 boliger kommer der også til at være et fællesareal, hvor mødrene kan mødes med hinanden, og hvor der vil være kommunale medarbejdere til stede, der kan hjælpe og rådgive dem.
- Det er en stor lykke at blive forælder, men det kan også være svært at stå som ung, nybagt mor med alle de omvæltninger, det giver at stå alene med ansvaret for et lille barn, siger social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune Hans Halvorsen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Derfor har jeg store forventninger til, at Mødrekollegiet på Bispehavevej kan være med til at skabe positive rammer for de unge mødre, så de kan nyde deres nye rolle som mødre uden at sakke bagud i forhold til uddannelse og et senere arbejdsliv.