Første jaguar-date gik helt som håbet
To unge jaguarer skulle møde hinanden for første gang i Randers Regnskov
Den unge han B'alam på ni måneder og hun-jaguaren Chika på 15 måneder har indtil videre været adskilt af en låge, da det ikke var vurderet sikkert for dem at møde hinanden.
Men det skete så i går, torsdag. Her blev lågen åbnet, og mødet blev en realitet.
Ifølge Randers Regnskov kunne mødet 'ikke være gået bedre', og der var tæt kontakt mellem de to på deres første 'stævnemøde'.
Der blev bokset og prøvet grænser af, uden at det blev voldeligt - snarere en leg, som man havde håbet, oplyser Randers Regnskov.
Her forventer man, at hunnen Chika på et tidspunkt vil vise B'alam, hvem der bestemmer, og det kan skabe lidt dårlig stemning i en periode.
Derfor er jaguarerne endnu ikke mulige at se for offentligheden - de skal først vænne sig til hinandens selskab.
Du kan se et par billeder af de to øverst i artiklen.