Første elektroniske valg
For første gang nogensinde i Danmark fik kommende vælgere torsdag mulighed for at afgive deres stemme elektronisk i Århus.
Rådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) åbnede i dag for det første elektroniske valg nogensinde. I alt får 6.932 unge vælgere muligheden for at stemme.
Det er 16- og 17-årige vælgere der ved et prøvevalg får mulighed for stemme elektronisk. Systemet er endnu ikke godkendt til det rigtige valg, men det håber rådmand Jacob Bundsgaard Johansen, at det bliver til næste valg.
- Jeg mener, at tiden er moden til det. Det er nemt, det er fuldstændig sikkert, og så har vi valgresultatet umiddelbart efter, at stemmeurnerne er lukket. I dag skal vi jo vente helt frem til midnat med de store resultater og helt til dagen efter med de personlige stemmetal, siger den socialdemokratisk rådmand Jacob Bundsgaard Johansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt havde otte kommuner ansøgt om at få lov til at lave forsøg med elektroniske valg, men indenrigsministeriet mente ikke, at sikkerheden var god nok. Prøvevalget for de unge fortsætter helt frem til klokken 20.00 den 17. november.