Først skudt - nu fængslet
En 24-årig kvinde er blevet fængslet efter et mislykket indbrudsforsøg, hvor hun blev skudt i låret af politiet.
En læge skal se på en 24-årige kvinde og vurdere, om hun er rask nok til at sidde i fængsel, eller om hun skal surrogatfængsles på et psykiatrisk hospital.
Det blev resultatet af et grundlovsforhør i Århus torsdag. Her blev den kvinde, der onsdag blev ramt af politiets skud i låret efter trusler med kniv, fremstillet og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Kvinden er sigtet for vold og trusler mod politiet og mod en anden borger. Politiet overraskede kvinden i færd med at begå indbrud i Århus-forstaden Hasle. Her truede hun med en kniv, og da hun trods adskillige opfordringer ikke ville smide kniven fra sig, blev hun skudt i låret, ramt en gang.
Som altid når politiet bruger skydevåben, skal episoden undersøges af statsadvokaten. /ritzau/
LÆS OGSÅ:Kvinde" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=13234">Kvinde såret af politiskud (1/2-2006)