Først regn, så sol

Blæsevejret stilner af i løbet af weekenden

00:59

1 af 2

Efter en dag med masser af blæsevejr, regn og hagl, kan man se frem til, at det i løbet af weekenden klarer op.

Lørdag ser dog ud til også at blive regnfuld, men ifølge TV 2 Vejret vil der være færre byger end fredag.

- Frem mod i morgen vil vinden begynde at løje af. Det vil være blæsende, men slet ikke så voldsomt, som det har været i dag - en frisk vind til kuling især, selvfølgelig, ude ved kysterne kan der godt være lidt meget ryk i vinden, men ellers bedre plads til solen, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm.

Lørdag bliver dog køligere end fredag med temperaturer på omkring 4-5 grader.

Søndag klarer det op, og der vil være plads til, at solen kan skinne:

- Det ligner en tørvejrsdag med ret gode chancer for sol, siger Andreas Nyholm.

I næste uge ser det ud til at blive overskyet, men det ser også ud til at holde tørt.

Se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.