Forsøgte at køre tankpasser ned
18-årig biltyv forsøgte at køre tankpasser ned. Han bliver nu sigtet for en række overtrædelser.
En 18-årig mand fra Kolding kan se frem til en stribe sigtelser, efter at han tirsdag eftermiddag blev anholdt af Skanderborg-Odder Politi. I Stilling ved Skanderborg forsøgte den 18-årige i en stjålet bil at køre en tankpasser ned, efter at han på en Shell-station havde tanket diesel uden at betale. Tankpasseren forsøgte at spærre vejen for den 18-årige, men da dieseltyven ikke havde i sinde at standse, måtte tankpasseren springe for sit liv. En årvågen lastbilchauffør havde imidlertid også spærret vejen for biltyven, der derfor måtte køre igennem en grøft og vælte et vejskilt for at komme væk fra Shell-stationen.
Politiet fandt senere den 18-årige på en villavej i næheden af tankstationen. Her havde brudt ind i et hus og derfter gået i gang med at stjæle endnu en bil. Skanderborg-Odder Politi betegner den 18-årige som "en gammel kending". Manden, der ikke har kørekort, havde stjålet den første bil i Løkken. Det er endnu ikke besluttet, om den 18-årige skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag.