Forsøger at få udleveret rumæner
Politiet er lige nu i retten for at få en fængslingskendelse, så formodet voldtægtsmand kan hentes til landet.
Østjyllands Politi arbejder på højtryk for at få udleveret en 25-årig rumæner, som er mistænkt for voldtægtsforsøg og voldtægt mod en henholdvis 20-årig og 28-årig kvinde natten til søndag.
Lige nu er de i retten for at få en fængslingskendelse , som kan afleveres til det tyske politi, som i går tilbageholdte manden i et nattog mellem Malmö og Berlin.
Når kendelsen er i hus, kan papirarbejdet gå i gang med hensyn til udlevering af den anholdte til Danmark.
Vicepoliinspektør Jørgen Munk fra Østjyllands Politi oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at de håber at få manden udleveret "hurtigst muligt", men han kan endnu ikke sætte en dato på.
I følge Århus Stiftsidende vil politiet køre den 25-årige rumæners DNA-profil gennem registeret for at se, om den matcher tidligere sex-forbrydelser.
Det udelukkes dog næsten, at rumæneren har fobindelse til den brutale voldtægt i Botanisk Have i Århus for fem år siden, der nær havde kostet en dengang 28-årig kvinde livet.