Forsøg med organisk affald
Langå og Stevnstrup skal være forsøgskaniner
I Randers Kommune skal husstandene i postnummer 8870 have indsamlet organisk affald fra oktober 2015.
Det betyder, at der skal stiles en ekstra affaldscontainer op, og den sortering er det ikke alle, der kan overskue.
Derfor sender Randers Kommune nu deres MOKOKO-container på gaden, som er en form for mobilt kontor, hvor beboerne kan komme og stille spørgsmål og se de nye affaldsløsninger.
- Vi ved fra vores deltagelse på blandt andet Randers messen, at nogle borgere er en smule bekymrede for den kommende indsamling. Især spørgsmålet om en ekstra beholder piner mange. Den bekymring vil vi gerne imødegå, siger kommunens affaldschef Jørgen Niemann i en pressemeddelelse.
Ved MOKOKO-containeren kan man konkret se hvilke containere, man kan vælge imellem.
- Vi har for eksempel en container med skillerum, så dagrenovationen og det organiske affald kan være i den samme beholder. På den måde behøver man ikke lave plads til en ekstra container, siger Jørgen Niemann i pressemeddelelsen.