Forsøgte at sluge hashklump og bed betjent i fingeren

Bilist sigtet for vold mod politimand, der ville narkoteste ham

Det var en narkotest som denne, der udviklede sig til håndgemæng mellem en bilist og en politimand. Arkivfoto.

En 27-årig mand forsøgte forgæves at slette beviserne, da han mandag aften kl. 18.00 blev standset af en politipatrulje på Vestergade i Ryomgård. I stedet endte han med at pådrage en sigtelse for vold.

Patruljen stoppede den 27-åriges bil i en rutinekontrol, og da føreren virkede påvirket, besluttede betjentene at foretage en narkometertest. 

Læs også Flere bliver taget for narkokørsel: Ny test har gjort stor forskel

- Da de skulle til at tage narkometeret frem, tog den 27-årige en hashklump fra lommen og proppede den ind i munden for at sluge den. En snarrådig betjent fik fat i kæben på ham og stak fingeren ind for at få hashen ud. Men i stedet for at spytte ud, bed den 27-årige betjenten i fingeren, så hårdt, at det begyndte at bløde, oplyser Østjyllands Politi. 

Læs også Bilist kørte 182 km/t mens han røg en joint

Trods biddet lykkedes det betjenten at hive hashklumpen ud, og så blev den 27-årige anholdt og både sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, for narkokørsel og vold mod en politimand.