Fængslet i fire uger: Unge hældte brændende benzin på dreng

Fire drenge er fængslet i fire uger sigtet for drabsforsøg, efter de mandag aften hældte brændende benzin på dreng af afghansk afstamning

Den voldsomme episode fandt sted ved et udendørs areal i Ry. Foto: Nikolai Linares - Scanpix / Google Maps

Drengene kender hinanden fra Mølleskolen i den vestlige del af Ry. Foto: Google Street View

1 af 2

Fire drenge er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for forsøg på manddrab.

Drengene mistænkes for mandag aften at have kastet brændende benzin på en 16-årig dreng af afghansk afstamning i Ry.

Varetægtsfængslingen sker i såkaldt surrogat på lukkede ungdomsinstitutioner på grund af drengenes alder på 15-16 år. ​

Alle fire kærede fængslingskendelsen til landsretten, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog mandag ved 19.15-tiden anmeldelse om, at den 16-årige dreng var blevet alvorligt forbrændt i Ry, da der var blevet kastet en brændende flaske med benzin på ham. Drengen blev bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

- Drengene kender hinanden fra en folkeskole i Ry, og mandag aften mødtes de så et sted i byen, hvor den brændende flaske bliver kastet mod den 16-årige dreng, siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Lars Peter Madsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Folkeskole i Ry er i chok: Vi er chokerede og rystede

Det er fra Mølleskolen i den vestlige del af byen, at drengene kender hinanden. 

Ifølge vicepolitiinspektøren er ingen af drengene kendt af politiet.

- For os virker det til, at det kommer helt ud af det blå. Vi ved ikke mere på nuværende tidspunkt om, hvad de er blevet uvenner over, siger Lars Peter Madsen.  

Da anmeldelse indkom, blev der straks iværksat efterforskning, og fire etnisk danske drenge i alderen 15-16 år blev anholdt og sigtet for forsøg på manddrab ved at have kastet den brændende benzin på den tilskadekomne. 

Læs også To biler i frontalt sammenstød på ringvejen

Drengene blev anholdt i tidsrummet 22.30-23.00 mandag aften. 

- Der er lige nu ikke oplysninger, der tyder på, at konflikten har med drengenes forskellige etnicitet at gøre. Intet tyder på racisme, lyder det fra Lars Peter Madsen. 

Den tilskadekomne oplyses her til morgen fortsat i kritisk tilstand, men aktuelt uden for livsfare.