Forslår bro fra Århus til Sjælland

Trafikforsker foreslår, at der bygges en motorvejsbro fra Hou til Kalundborg via Samsø.

Stop diskussionen om en Femerbro mellem Danmark og Tyskland og byg i stedet en bro, hvor der er størst behov, nemlig mellem Jylland og Sjælland, fastslår trafikforsker Uffe Jacobsen i Jyllands-Posten mandag.

Han mener, at diskussionen om en bro over Femer Bælt bør høre op, fordi der efter hans mening ikke er behov for den og heller ikke bliver det.

- I stedet for at spilde en masse milliarder på en Femerbro bør man bruge pengene på at løse nogle af de trafikproblemer, som vi har i Danmark. Det logiske vil være at forbinde de to geografiske og økonomiske knudepunkter i Danmark med en bro fra Kalundborg over Samsø til Jylland, formentlig lidt syd for Århus, siger Uffe Jacobsen

Bent Hansen (S), der er formand for Region Midtjylland og for regionernes sammenslutning, er stort set enig i forslaget.

- Hvis man får en Femerbro, vil det trække al udvikling østpå og koble resten af Danmark af. Skal man derimod bevare et Danmark i balance, er man nødt til at gøre noget ved trafikken. Derfor er sådan en løsning langt mere interessant end en bro ved Femer, mener Bent Hansen.